Fogh og førstedamen


Af
Martin Deichmann
 

Den danske førstedame Anne-Mette Rasmussens gøren og laden har længe været mere eller mindre ukendt for en større offentlighed. Nok har man indimellem set hende afbildet ved officielle lejligheder, men altid i baggrunden og aldrig i nogen form for dialog med kameraet. Vidste man ikke bedre, kunne man indimellem blive i tvivl om, om Anne-Mette Rasmussen overhovedet var en del af den danske statsministers selskab.

Præsident George Bush’ besøg sidste sommer lavede i manges øjne om på det. Her fulgte nationen statsministerfruens rundvisning på sin arbejdsplads, Børnehuset i Holte, i selskab med den besøgende førstedame, Laura Bush. Anne-Mette Rasmussen virkede venlig og sikker foran kameraerne. Ingen øjenkontakt med seerne. Kyndig og afdæmpet - var der noget jysk over hende? - lige en frue efter Foghs hoved.

Ind på scenen
Efter det amerikanske præsidentpars besøg er førstedamen for alvor trådt ind på scenen. Og det er ikke gået helt stille af. Først var der sagen om asylbørnene, der efter Anne-Mette Rasmussens opfattelse blev udsat for en ”vanvittig” behandling i de danske asylcentre. Udtalelsen faldt i et interview til en portrætbog om de senere års danske førstedamer - og alene dét, at Anne-Mette Rasmussen ville stille op til den slags, kom sikkert bag på nogen. I hvert fald kom hendes udtalelser tilsyneladende bag på ægtemanden, der pludselig fik travlt med at forsvare regeringens udlændingepolitik.

Dernæst var der sagen om kopitasken, en falsk Louis Vuitton, som førstedamen blandt andet benyttede under Bush’ besøg. Hverken Fogh eller fruen kommenterede nogensinde tasken, men medierne havde alligevel stof til flere dage, og i Folketinget trak det op til yderligere stramninger over for kopiprodukter. Interessant nok var der en enkelt eksførstedame, Lone Dybkjær, der benyttede lejligheden til at sige, at man som førstedame slet ikke får nok hjælp i Statsministeriet. Så måtte man forstå den bemærkning, som man bedst selv ville.

På finansloven
Det bringer os imidlertid frem til den aktuelle situation. Anne-Mette Rasmussen er nemlig så småt ved at komme på finansloven. Og vil, må man forstå, bringe sig i en position, hvor der i højere grad kan forventes assistance i Statsministeriet.

Hun kan sagtens få brug for den hjælp, for der er mere opmærksomhed om førstedamen end nogensinde. Forleden lancerede hun sammen med 20 andre Venstre-kvinder en kampagne til fordel for kvinder og nyfødte i Darfur-provinsen. I den forbindelse fortalte hun DR, at hun gerne overvejer at deltage i lignende humanitære arrangementer, og at hun ikke ser det som en politisk rolle:

”Jeg ser det fra et rent medmenneskeligt syn. Hvis vi kan gøre alt muligt for at samle så meget ind som muligt til Darfur, så er jeg glad for det.”

Hvordan man i praksis skelner mellem rollerne er nok lige så svært, som når Fogh udtaler sig - som privatperson!? - om manglende lyst til at tegne profeten Muhammed. Det er svært at se for sig. Hvad der til gengæld tegner sig, er et helt nyt billede, hvor statsministeren aktivt bakkes op af fruen. Ikke bare på hjemmefronten, men helt ude i forreste række på en af Foghs mest sårbare flanker. Kvinderne! Som pædagog, mor, hustru, midaldrende og næstekærligt medmenneske er hun både modvægt til sin (jern)mand og et alternativt identifikationspunkt i forhold til regeringens unge kvinder.

Kan hun blive ved med at fylde den rolle ud, er der ingen tvivl om, at Anne-Mette Rasmussen bliver en del af en kommende valgkamp. Om hun så skal på Finansloven, er et andet spørgsmål. Spindoktorer er jo, så hvorfor ikke førstedamer.
 

 

24. januar 2007

 

Kommentar