Af Jeanette Serritzlev

En statsminister kan meget. Udskrive valg. Udpege ministre – og fjerne dem igen. Hans beføjelser indbefatter at sende landet i krig. Det må han godt. Men kritisere selveste Danmarks Radio – må han det? Det er et spørgsmål, som ivrigt diskuteres i disse dage – og det ligner en debat, som ikke går i sig selv lige med det samme.

Og det er kun udmærket, for debatten er interessant og langtfra simpel. Statsministeren siger, at han blot bruger sin ytringsfrihed. Stemmer i oppositionen taler om censur og meningsdiktatur.

”Ren Berlusconi”
Villy Søvndal sammenligner statsministeren med Berlusconi, og en medieforsker fra RUC, Jørgen Poulsen, finder det beklageligt, at statsministeren går ud og ”truer et medie og i praksis indskrænker ytringsfriheden”. Han mener, at det ”begynder at nærme sig tilstande i diktaturlande og islamiske stater”.

Dette bør sammenholdes med, hvad det er, statsministeren faktisk siger. På forsiden af Berlingske Tidende den 25. januar 2007 citeres han for følgende:

”Der er bragt indslag, som er ubalancerede og unuancerede, og som fokuserer skævt på tingene i et forsøg på at fastholde påstanden om, at regeringen skulle have give forkerte oplysninger. Og det holder ikke noget af det.”

Det er klart, at en statsminister – også i sin egenskab af pressens minister – bør vægte sine ord. Det er også sket. Situationen er bare, at statsministeren grundlæggende har en sag, fordi Den hemmelige krig har lidt et troværdighedsknæk.

I Christoffer Guldbrandsens film indgår bl.a. en amerikansk forhørsleder, Chris Hogan, hvis udtalelser ændrer sig markant, når man går fra den endelige film til de uredigerede bånd. To gange ”måske” og et ”så vidt jeg husker” er fjernet.

En anden amerikansk kilde til filmen har afvist at skulle have sagt, at danske soldater ”rutinemæssigt” udleverede fanger, og endelig er der den daværende chef for Jægerkorpset, som allerede for lang tid siden var ude at korrigere det sagte, da han var blevet manipuleret med i interviewet.

Når der atter råbes ”ulven kommer” …
Statsministeren har selvfølgelig også et større mål end sagen selv – som flere iagttagere har påpeget, er han nu den femte minister i rækken, der retter kritisk mod Danmarks Radio. Det er næppe tilfældigt. Anders Fogh Rasmussen har lavet en af sine særegne og meget dygtige ”jeg råber ulv og går i hi igen”, og så er banen gjort klar til Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen. Sådan har vi set det før, og sådan ser vi det igen. Fogh siger nu ikke mere, for han har sagt, hvad han ville. Resten – udlægningen – står for Deres og min egen regning.

Spørgsmålet er måske ikke så meget, om Foghs DR-kritik isoleret set er et klogt træk. Det er det formentlig. For det deler kun vandene, som de allerede er skilt: Oppositionen, der ser regeringen som dem, der først aflivede de frie smagsdommere, og nu er på vej til at indføre de rigtige meningers fri presse. Og så regeringen med venner, der anser Danmarks Radio, i et større eller mindre omfang, for til stadighed at være hjemsted for de røde lejesvende.

Der, hvor man kan stille det kritiske spørgsmål, er nok snarere, når det kommer til antallet af gange, regeringens ministre har rettet skytset mod DR. De er i deres ret til at gøre det, men hver gang én minister gør det i egen sags tjeneste, svækker det virkemidlet, næste gang en anden minister gør – og måske virkelig har brug for det.

Fogh har ikke trukket kortet i utide – men hvis det ikke virker med samme effekt som ønsket, skyldes det måske netop, at han langtfra er den første, der gør det.

Hvorfor må JP, når DR ikke må?
Et af de spørgsmål, som uundgåeligt rejser sig i manges hoveder, er, hvordan det kan være, at Jyllands-Posten havde sin frie og uindskrænkede ytringsfrihed, når Danmarks Radios ikke har. Selvfølgelig har begge institutioner samme ret i forhold til samme paragraf i Grundloven. Men der er forskelle i de to sager. Jyllands-Posten er et frit medie med et eksplicit politisk ståsted – et medie, der lever på relative markedsvilkår. Danmarks Radio er en offentlig institution, der lever af licensmidler og har og en særlig forpligtelse til at levere kritisk, intenderet objektiv journalistik.

Endelig kommer, at Jyllands-Postens sag handlede om satire, mens det i Danmarks Radios tilfælde handler om, hvordan man forsøger at give et billede af virkeligheden.

Der er ikke kun helte og skurke i denne sag. Var det så let, var der slet ingen sag. Men før alle dømmer statsministerens udtalelser som værende et taktisk fejlangreb, han er grebet til uden at lytte til sine rådgivere, kunne det måske svare sig at se lidt nærmere på statsministerens ord, på den udsendelse, han kritiserer, og på de stemmer, der har lydt.

Han har ikke fået et folkeligt heppekor med sig, der tiljubler ham. Det er sandt. Men han har fået noget andet. Han har fået ørenlyd i medierne. Ikke bare i ét medie; han har skabt en mediesag – på samme måde som Guldbrandsen skabte en sag forud for, at hans film blev vist.

Det er hårdt mod hårdt. Det er muligt, at det ikke er kønt, men det virkede for Guldbrandsen, da han skulle have sit budskab ud til hele den danske befolkning. Og det ser ud til også at have virket for statsministeren, når han nu har ønsket at svare tilbage ad samme kanal.