Det radikale dilemma

 

Af Morten Møller

Fogh eller Thorning – V eller S? Diskussionen om fremtidig alliancepartner har hidtil været hurtigt overstået i Det Radikale Venstre. Efter landsmødet i Nyborg er der imidlertid visse udsving at spore på partiets ”loyalitetsbarometer” – og barometerviseren peger i flere radikale kredse væk fra Socialdemokraterne.

Med partiets europaparlamentsmedlem Anders Samuelsen i spidsen blev der på landsmødet agiteret for et brud med den tidligere regeringspartner inden næste valg og dermed argumenteret for en mere fri radikal position i det politiske landskab. ”Det drejer sig ikke om, hvem man samarbejder med, men hvad man samarbejder om,” konstaterede Samuelsen i Berlingske Tidende, mens Morten Skovsted gik et skridt videre ved at hævde, at SR-samarbejdet mere og mere ligner et luftkastel.

Dermed lagde de sig ud med hovedparten af partiets ledelse, som fortsat ønsker at holde fast i de socialdemokratiske skørter. Venstre fører en politik, der er 100 mile fra Det Radikale Venstres politik. Alternativet er SR, som det tegner i dag,” hed det fra Marianne Jelved. Hun fik støtte af kronprinsesse Vestager, der dog samtidig slog fast, at ”der er ingen i den radikale gruppe, der har fine fornemmelser over for, hvem man samarbejder med.”  

Dét ville i givet fald også være epokegørende, for der er jo mildest talt ikke noget nyt i et radikalt flirteri til højre for midten. Tværtimod har det været kutyme i situationer, hvor de radikale har ment, at de kunne optimere deres indflydelse ved at samarbejde med V og K, og hvor en længerevarende socialdemokratisk reformlammelse og venstredrejning i radikale øjne har nødvendiggjort et kursskifte. Det så man ved dannelsen af VKR-regeringen i 1968 såvel som ved ingåelsen af Helveg-Schlüter pagten fra starten af 1980’erne.  

Det er imidlertid svært at argumentere for, at et VKR-samarbejde på nuværende tidspunkt kan legitimeres på baggrund af beskyldninger om en socialdemokratisk venstredrejning (det ville have været lettere med en Frank Jensen som rød rorgænger). Ligesom den nye ledelse i S trods alt også har vist en vis vilje til at diskutere nogle af de velfærdsreformer, som de radikale anser for vitale. Endelig har regeringen ikke just ført en politik, der skulle sandsynliggøre, at en øget reformvilje i højere grad findes på den anden side af den politiske midte.   

Derfor er der også begrænset opbakning til Samuelsens mere vidtløftige forslag. Men det ændrer ikke på, at landsmødet afslørede et stigende krav fra baglandet om en større frigørelse fra S, der i mange radikales øjne fører en arrogant politik, hvor støtten fra R – den klare uenighed på udlændingeområdet til trods – i høj grad tages for givet. Og går Det Radikale Venstre et kommende valg i møde med udsigt til for tredje valg i træk at være sat uden for politisk indflydelse, er det et krav, som partiledelsen vil være tvunget til at forholde sig til.  

Spørgsmålet er imidlertid, om den aktuelle diskussion i partiet er den mest centrale, eller om den nærmere illustrerer det ”radikale storhedsvanvid”, som Pia Kjærsgaard & Co ynder at tale om. For som Ralf Pittelkow forleden konstaterede i Jyllandsposten: ”Engang måtte man alliere sig med de radikale for at få regeringsmagten. I dag er det meget svært at få regeringsmagten, hvis man allierer sig med de radikale.” Ud fra den betragtning bliver det centrale radikale dilemma ikke, hvem man skal samarbejde med, men om der overhovedet er nogen, der er interesseret i et samarbejde. Og så er der for alvor dømt nye tider for den 100-årige fødselar.

 

 

28. september 2005